Tandbehandling hund

En sund mund er vigtig for en sund krop!
Vi har en tandafdeling med et dedikeret og faguddannet tandteam, der sørger for at din hund får den bedste behandling.
En god mundhygiejne er vigtig for din hunds sundhed og helbred. Ligesom ved mennesker kan hunde udvikle plak, tandsten og tandkødsbetændelse, hvilket kan føre til infektioner, ikke kun i mundhulen, men også andre steder i kroppen.
En hund har normalt 42 tænder i alt. Nogle gange kan der ske en fejl under dannelsen (fosterstadiet) så nogle tandanlæg ikke dannes, eller der dannes et eller flere tandanlæg for meget.
Der skal være 42 tænder i en stor race, som en Grand Danois, lige så vel som i en lille race, som en Chihuahua, og for det meste er alle tænderne der og har tilpasset sig pladsen.
Derfor kan de ved nogle racer sidde meget tæt eller endda være roteret lidt, for at passe ind.

Vi tilbyder disse behandlingstyper:
Bortoperation af dårlige tænder
Rodbehandling
Vital pulpa terapi
Kirurgisk oprensning af mindre tandlommer
Tandsygdomme
Tandkødsbetændelse (Gingivitis):
Tandkødsbetændelse opstår pga. plak og tandsten på tænderne. Der sidder en stor mængde bakterier i plak og tandsten, som vil give betændelse i tandkødet.
Hvis tandsten sidder længe og ophobes, kan tandkødsbetændelse udvikles og blive værre med tiden.
Tandkødsbetændelse er en betændelsestilstand, uden påvirkning af det underliggende væv (knogle). Tilstanden er den eneste, der kan ændres til det oprindelige (reversible tilstand) med tandrensning og vedligeholdende hjemmebehandling.
Parodontose:
Når der udvikles parodontose sker der en nedbrydning af tandens støttevæv (tandkød og knogle). Det vil sige at jo mere parodontose der udvikles jo løsere bliver tanden.
Parodontose er kronisk (irreversibel), dvs. det nedbrudte knogle rundt om tandens rod kan ikke komme igen. Man kan forebygge mod parodontose og videreudvikling af det ved hjemmebehandling, såsom daglig tandbørstning.
Tandresorption:
Tandresorption er en tilstand hvor tænderne nedbryder sig selv og vil give anledning til dybe tandkødslommer og infektion. Dette vil i sidste ende give anledning til løse tænder og er forbundet med smerter og ubehag. Når først en tand er ramt af tandresorption, kan man ikke stoppe nedbrydningsprocessen, og derfor er det bedst at få den bortopereret.
Ring og bestil tid på 75821600
Inden en tandbehandling
Vi laver altid en oral status / tandundersøgelse forud for en tandbehandling. Såfremt du ved at der f.eks. er en tand der skal bortopereres/ekstraheres, eller du er henvist med henblik på dette, vil vi altid lave en grundig mundhuleundersøgelse og tage tandrøntgen, for at få et samlet overblik.