Narkose

 

Hvad er narkose

På Vejle Dyrehospital får dyret ved bedøvelse lagt et såkaldt venekateter, som er tilgængeligt under hele bedøvelsesforløbet. Et venekateter er en lille plast kanyle, som placeres i et blodkar, oftest på forbenet. Ligeledes anlægges en vejrtrækningstubus – en slange i luftrøret således at der kan tildeles ilt og narkosegas.

Vi har indført forskellige sikkerhedsregler for at sikre en høj kvalitet og procedure ved narkose.
Moderne bedøvelsesmidler, veluddannet personale og intensiv monitorering /måling af dyrets livsprocesser under hele bedøvelsesforløbet gør, at bedøvelsen bliver langt mere sikker. Når dyret er i narkose, holdes det varmt via en varmepude og eventuelt et lunt tæppe.

 På Vejle Dyrehospital er det vigtigste for os, en moderne og sikker narkoseprocedure, som ikke er ubehagelig for dyret.  

Du finder priser på de mest almindelige operationer her

 

Før narkose

Er operationen planlagt skal din hund eller kat komme fastende. Dette betyder at din hund eller kat ikke må få morgenmad. Fjern mad, tyggeting og godbidder, når du går i seng. Din hund eller kat skal have adgang til frisk vand. Skal din kanin eller marsvin bedøves skal du kontakte klinikken for information.

 

Før narkose foretages der altid en sundhedsundersøgelse af dyret. Dette betyder at dyret får foretaget en klinisk undersøgelse, hvor blandt andet hjerte og lunger tjekkes af dyrlægen.

 

I vores eget laboratorium har vi mulighed for at lave en, såkaldt, præanæstetisk blodprofil. Her udtages en blodprøve, som undersøges, før dyret bedøves. Det er altid op til den enkelte, om man ønsker at få lavet en præanæstetisk blodprofil, men vi anbefaler det altid til ældre eller syge dyr samt ved operationer med øget narkoserisiko.

 

En blodprøve vil kunne afsløre, hvilke sikkerhedsmæssige tiltag, der eventuelt bør tages, når dyret bedøves. Hvis blodprøven ikke giver anledning til anmærkninger, kan dyret lægges i narkose.

 

Overvågning under narkose

Ved selve narkosen sprøjter dyrlægen et bedøvelsesmiddel ind i venekateteret. Det får dyret til at slappe af og falde i en dejlig, behagelig søvn efter kun 10 sekunder.
 
Herefter tilsluttes dyret til selve bedøvelsesapparatet. Stille og roligt indåndes stoffet sevofloran eller isofloran. Det er nogle af de samme skånsomme bedøvelsesmidler, som også bruges, når mennesker skal bedøves.
 
Under hele narkosen overvåges dyret nøje via måle-elektroder som sættes på kroppen. De kan nøje registrere:
  • Vejrtrækningen
  • Pulsfrekvensen
  • Iltbalancen
  • Niveauet af kuldioxid
  • Blodtryk
På den måde kan den bedøvelsesansvarlige hele tiden følge hundens bedøvelsesniveau og tilstand. På Vejle Dyrehospital er der altid mindst en veterinærsygeplejerske til at overvåge bedøvelsen, mens dyrlægerne opererer.
 

Opvågning 

Efter narkose ligger dyret til opvågning. Indtil dyret er helt vågen er overvågning stadig tilkoblet og forløbet følges af mindst en veterinærsygeplejerske. Det er normalt at dyrets temperatur vil falde i forbindelse med narkose, derfor sørger veterinærsygeplejersken også for at dyret holdes varmt og trygt via en varmepude og tæpper.
 

Efter opvågning/bivirkninger

Normalt er der ikke nogen særlige bivirkninger, efter narkose. Du kan opleve, at dit dyr virker mere træt eller er lidt urolig – og det er helt almindeligt.
 
Hvis dyret har haft en vejrtrækningstube i luftrøret, kan en mild og tør hoste lejlighedsvis forekomme et par dage efter narkosen. 
 
Giv vand og mad i små portioner. Det er ikke ualmindeligt at der kan forekomme let kvalme efter bedøvelsen.
 
Følg omhyggeligt dyrlægens råd om efterbehandling og aktivering. De varierer afhængigt af, hvilken operation der har været udført. Det er vigtigt at du holder øje med dyret og kontakter os, hvis dit dyr får det dårligt. Du kan ringe til os på 7582 1600

Vi står altid til rådighed for dyreejere i hele Vejle og omegn.