Øjenlysning af hund

Hvad er en øjenlysning?

Ved en øjenlysning undersøges øjnene med henblik på at opdage arvelige øjensygdomme og dermed begrænse udbredelsen. Øjenlysningen foretages af en dyrlæge der er har bestået Øjenpaneldyrlægeuddannelsen.

Hvordan foregår øjenlysningen?

Man skal som ejer starte med at købe en rekvisition på hundeweb til øjenlysning hos den øjenpaneldyrlæge man ønsker skal foretage øjenlysningen på https://ecvo.origin.no 

Hunde der ikke er registreret i DKK skal bestille rekvisition for hunde der ikke er registreret i DKK. Når man bestiller tid til øjenlysningen hos øjenpaneldyrlægen aftales et tidspunkt til selve øjenlysningen. Send oplysningerne på hunden til sr@vejledyrehospital.dk så vi har oprettet hunden i vores system inden du ankommer.

Man bedes komme ½ time før selve øjenlysningen, da øjnene undersøges inden der gives en pupiludvidende dråbe. Ca. 20 minutter efter at hunden har fået øjendråberne, er pupillen udvidet og øjenlysningen kan starte (effekten aftager i løbet af få timer).

Ved øjenlysningen vil øjenpaneldyrlægen undersøge nethinden/den bagerste del af øjet med et indirekte ophthalmoskop. Efterfølgende vil glaslegmet, linsen, regnbuehinden, hornhinden og øjenomgivelserne blive undersøgt med en spaltelampe.

Man får svar på resultatet af øjenlysningen med det samme og det bliver uploadet på hundeweb.

Hvornår og hvor ofte skal min hund øjenlyses?

En øjenlysningsattest har en gyldighed på 1 år, gonioskopi har gyldighed på 3 år. Mht til hvornår og ved hvilken alder at hundene skal øjenlyses, afhænger af hvilken race der er tale om. Fx øjenlyser man collieracer første gang når de er 7-10 uger gamle, ellers er de fleste racer først når de er over 12 måneder. Kontakt din raceklub for at høre nærmere omkring hvilke krav der er specifikt inden for din race.

Hvilke sygdomme undersøges der for?

Der undersøges for en lang række lidelser i øjet, bl.a. grå stær, nethindesvind (PRA) mv. De forskellige lidelser er beskrevet på følgende link http://dsvo.dk/ojensygdomme/

Kollektive øjenlysninger

Øjenlysninger foretages året rundt og vi kan normalt lave dem med kort varsel. Ved hvalpekuld og hvis man kommer med mange hunde bedes man dog bestille tid i god tid. 2 dage om året er der såkaldte kollektive øjenlysninger. På disse dage foretages øjenlysningen til en reduceret pris. Datoerne annonceres på vores hjemmeside, i Hunden og på Dansk Selskab for Veterinær Oftalmologi’s hjemmeside (www.dsvo.dk).

Grunden til at øjenpaneldyrlægerne holder disse dage, er for at dyrlæger som er under uddannelse til at blive øjenpaneldyrlæger (øjenpaneldyrlægeaspiranter) har mulighed for at følge med og få samlet cases. Førend aspiranterne kan komme til eksamen, skal de have set mindst 1000 øjenlysninger – derfor er det vigtig at de kan få set så mange som muligt.

Find yderligere information på www.dsvo.dk samt http://www.ecvo.eu

 

 

ECVO HENVISNING

Vi står altid til rådighed for dyreejere i hele Vejle og omegn.